page-1 (DK)

Wildfire er en serie af abstrakte kunstfotografier, af røg og ild fra en brand på en mark.

Billederne i serien “Wildfire” er skabt ud af tilfældigheder, men afspejler samtidig en periode i livet, hvor alt var sort og uden håb. Hvor fremtiden kun havde én mulighed.

Kontrasten mellem den kulsorte røg og solens stråler der konstant kæmper for at få magt uden held. Hvirvlen af røg, ild og skyer i den kraftige vind skabte konstant abstrakte billeder på himlen, som blev afløst af det næste sekundet efter.

Branden opstod pludselig og var slut få timer senere, som livet der ofte kan virke langt og kaotisk, men er skrøbeligt og kort.

I lighed med serien “Satellites” (2014-) er  farver og former bearbejdet og forstærket som et abstrakt maleri i det færdige værk.

“Wildfire serien er lavet meget hurtigt og spontant, meget ligesom branden startede.

Normalt er billederne i en meget lang proces fra idé til det endelige billede, men denne gang var det med at gribe øjeblikkets muligheder, inden det var for sent.

Jeg sad indenfor og arbejdede på en varm sommer eftermiddag, da en stor røgsky fyldte himlen. Ved første øjekast så det ud som om hele kvarteret var i brand.

Lettere chokerende, men mest af alt syntes jeg det så ret fantastisk ud. Jeg greb hurtigt kameraet og et par optikker, og hoppede på min cykel for at finde et godt sted, hvilket viste sig at være mere vanskeligt end først antaget.

Vinden var meget hård, så røgen bevægede sig hurtigt og uforudsigeligt. En nærliggende mark var i brand, og på grund af den stærke vind, spredte den sig hurtigt.

De fantastiske former af røgen, blandet med skyerne på himlen, bevægede sig konstant og skabte nye billeder, som snart var væk et sekund senere.

Jeg forsøgte at fastholde dette momentum og begyndte derfor at arbejde på billederne med det samme, og straks lægge dem på min hjemmeside, så snart jeg var tilfreds med et billede, uden at bekymre mig for meget om detaljerne.
Noget der for mig er væsentligt nemmere sagt end gjort.

De endelige billeder til udstillingen blev senere gennemarbejdet over 2-3 uger, før de var klar til print, indramning og ophængning.”

Årsagen til branden er stadig ukendt, og heldigvis kom ingen til skade.”

*Billeder fra fotoudstillingen Wildfire i København under Copenhagen Photo Festival*